I går ville min dejlige kæreste stå for madlavningen. Det skulle være en overraskelse og sendte mig på arbejdet en sød sms, hvor hun stolt tilkendegav, at hun havde fundet på noget lækkert til aftensmaden.
Hmm, ja, det lyder jo interessant tænkte jeg og var spændt på at komme hjem og se hvad menuen denne aften skulle stå på. Normalt plejer vi at ligge ugens madplan sammen, men grundet havearbejde i weekenden, havde vi ikke lige fået prioriteret madplanen.
Da jeg steg ud af bilen i carporten, var der ihvertfald ingen duft af en god bøf eller noget med bacon at spore i luften. Ej heller da jeg kom ind i bryggerset ...
Synet, der ventede mig i køkkenet, bestod af en stor bunke grønt og et lille, diskret bæger med rejer i lage. Menuen denne aften skulle stå på forårssalat med rejer og mormordressing.
Ingen bøf og b...... denne aften. "Øv" tænkte jeg.
Indrømmet, jeg var lettere skeptisk over aftenens menu. En salat til frokost på arbejdet og nu endnu en omgang salat. En sult hele natten igennem kunne jeg svagt spore i horisonten ...
Jeg måtte ikke hjælpe til i køkkenet, og gik ud i haven for at smide topdressing på græsplænen. Lidt senere blev der råbt "Værsgo" og jeg satte mig til bords.
Min tvivl var gjort til skamme
Det færdige resultat var meget positivt overraskende. Min tvivl var gjort til skamme.
Forårssalat med rejer og mormordressing er en fantastisk salat. En salat som man faktisk bliver mæt af. Ikke overmæt, men dejlig mæt. Denne aften fik vi forårssalat med rejer og mormordressing som aftensmad. Jeg vil nok personligt lave forårssalat med rejer og mormordressing som en let frokostsalat eller som tilbehør til en lækker grillet laks, hvor man så blot undlader rejerne.
Denne salat skal prøves!
Ingredients
- Forårssalat:
- Ca. 1½ dl. perlebyg, bulgur eller couscous
- 150-200 gr. rejer i lage
- 1 bk. babyspinat
- 1 bk. feldsalat
- 1 bdt. radiser
- 1 agurk
- 2 avocadoer
- Citronsaft
- Salt
- Friskkværnet peber
- Ristet rugbrød:
- 2-3 skiver rugbrød
- Smør
- Mormordressing:
- Saften fra 1 citron
- ½ dl. piskefløde
- 1 tsk. sukker
Instructions
Forårssalat:
- Kog perlebyggen i grøntsagsbouillon som anvist på emballagen. Hæld vandet fra perlebyggen efter endt kogetid, og det køle af.
- Skyl babyspinaten og feldsalaten under koldt vand, og dup salatbladene tørre med et rent viskestykke.
- Skær agurk og radiser ud i små tern.
- Halvér avocadoerne og fjern stenene. Fjern skrællet eller udhul kødet med en spiseske. Skær avocadoerne i skiver.
- Hæld vandet fra rejerne og skyl dem under koldt vand. Lad dem dryppe af i en sigte.
- Anret spinaten og feldsalaten på et stort fad sammen med den kogte perlebyg, radiser, avocado, agurk og rejer.
Mormordressing:
- Rør fløden sammen med citronsaft og sukker og fordel den over salaten på fadet.
- Krydre med salt og friskkværnet peber.
Ristet rugbrød:
- Smør rugbrødsskiverne med smør, og rist dem på en tør pande ved middel varme til de er sprøde og gyldne.
- Skær rugbrødsskiverne ud i tynde stænger og server dem til salaten.
Notes
I stedet for babyspinat kan man anvende finthakket spidskål. Rejerne kan også erstattes med stegt eller grillet laks.