Forside » Viden om mad » Vigneti del Salento Leggenda Limited Release 2016

Vigneti del Salento Leggenda Limited Release 2016

Vigneti del Salento Leggenda Limited Release 2016

96 point | ★★★★★★ (6 ud af 6 mulige)

Type: Rødvin
Land: Italien, Puglia, Salento
Pris: 169,- pr. flaske ved 6 stk.
Forhandler: Gallovini

Jeg er starstrucked. Og ikke blot på grund af vinens imponerende udstyr, som både tæller guldtryk, tredimensionel stjerne, segl og en vinflaske med en kampvægt på den gode side af et kilo - vel og mærke uden indhold! - Jeg mener, det lover rigtig godt hvis også indholdet leverer varen. Og varen bliver i den grad leveret. Leggenda er uden tvivl en af de bedste og mest fuldendte Primitivo di Manduria-vine jeg har smagt længe. Et vaskeægte hælspark fra Syditalien. Bellissimo! Denne vin er ganske enkelt født under et heldigt stjernetegn, for sikke en overbevisende magtdemonstration fremelsket på tussegamle vinstokke under sydens sol. Den blæksorte farve i glasset virker dragende og forførende på en. Viskositeten er cremet og fyldig og en solformørkelse er noget nært forestående takket være de tunge velourgardiner. I næse og mund mødes du af en velkomponeret koncentreret aromapalette af søde kirsebær, solmodne blommer, brombær, chokolade, letbrændt karamel og lidt vanilje. Smagen er varm, krydret og sødmefuld uden det på noget tidspunkt bliver kvabset og frugtkompot-agtigt. Syren er diskret og tanninerne opleves bløde og behagelige, hvilket er med til at give vinen noget struktur og kompleksitet. Alkoholen på de 15% er meget velintegreret, og fornemmes ikke i vinen. Eftersmagen er lang og afsluttes med en behagelig letkrydret sødme. En luksus meditationsvin og den perfekte ledsager til en grillaften, hvor der lige skal kræses lidt ekstra for smagsløgene. En legende er født.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *