Forside » Viden om mad » Lu’Li Appassite 2018

Lu’Li Appassite 2018

Lu’Li Appassite 2018

"Lu'li er mere end godkendt"
96 point | ★★★★★ ★ (6 ud af 6 mulige)

Type: Rødvin
Land: Italien, Apulien
Pris: 79,95 kr. pr. stk ved køb af 6 flasker
Forhandler: Supervin.dk

Hånden på hjertet - jeg har tidligere smagt Lu’Li i årgang 2016 og 2017, og hvert eneste nip har altid været en udsøgt fornøjelse. Årgang 2018 viser igen tårnhøjt niveau, og er en vaskeægte publikumspleaser af format, som har potentiale til at gå direkte i hjertekulen hos mange danske vinelskere. Lu’Li Appassite 2018 har det stjerner er gjort af, og er en yderst charmerende syditaliener med et stort blødt bamset vinhjerte. Jeg taler ikke italiensk, men vi er på fuld bølgelængde - ja, kemien slår lige frem gnistrer. Flot mørkerød i glasset viser denne syditaliener en overbevisende næse af søde svesker, blommer, brombær, vanilje, lakrids og let sødmefulde krydderier. Smagen er utrolig intens og spækket med kraftfulde aromaer af mørke bærfrugter, som ruller hen over tungen som et andet velvoksent godstog. Lu'Li er en syditaliensk frugtbombe med en skøn sødme, men det holder hele vejen takket være en levende syre og polerede tanniner, som får missionen til at lykkedes til perfektion. Eftersmagen er lang og varm med en herlig blød finish. Lu'Li kan lidt af det hele - det er ingen ballerina eller Mona Lisa, men har alligevel interessante nuancer og lag man kan dykke ned i under den bløde overflade. Charmerende. Givende. Tiltrækkende. Lu'li er mere end godkendt!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *