93 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Hvidvin
Land: USA, Napa Valley
Pris: 99,- pr. flaske ved 6 stk.
Forhandler: Gallovini
Schhh. Du skal være helt stille ... Kan du høre den? Lyden af en velvoksen V8'er i tomgang. Imponerende, ikke sandt? Glem alt om hybrid- og el-biler, og sig go'daw til en potent højoktan amerikanerbil fra Napa Valley. En ganske voldsom en af slagsen, der med garanti vækker opsigt i gadebilledet. Den vil virke frastødende på frankofile 2CV-ejere, men tiltrækkende og lokkende overfor alle der tænder på den amerikanske drøm. Den amerikanske drøm på flaske. Det er stort. Kraftigt. Robust. One of a kind. Det er Bread & Butter Chardonnay 2017. En amerikansk hvidvins-drøm på flaske. Og sikke en sag. Glem alt om mineralitet og elegance. Ja, glem for den sags skyld alle andre Chardonnay-vine. Her får du smæk for skillingen, og en hvidvin der overpræsterer på alle parametre. Flot gylden og klar i glasset med en potent næse af appelsin, citrus og vanilje. Viskositeten er som varm motorolie. Smidig, fyldig og cremet. Smagen er et kapitel for sig, og her går vi fra tomgang til en V8'er i det røde omdrejningsfelt. I munden bliver du ganske enkelt blæst omkuld af en krydret aromapalette uden lige. Appelsin, citrus, hyld, sødmefuld vanilje og så lige en hel pakke ristet toastbrød med tandtykt smør. Det er voldsomt, men på den gode måde, og smagen hænger længe i luften efter røgen har lagt sig. En imponerende hvidvinsoplevelse, som man ikke støder på hvor som helst, og som til trods for sine amerikanske rødder, er helt sin egen. Denne vin deler helt sikkert vandene, men jeg er personligt stor fan af V8'ere og den amerikanske drøm.