Buglioni Ripasso Il Bugiardo 2016

“Denne Ripasso er alt andet end billig metervare”
95 point | ★★★★★★ (6 ud af 6 mulige)

Type: Rødvin
Land: Italien, Veneto
Pris: 184,95 kr. pr. stk. ved køb af 6 flasker
Forhandler: Supervin.dk

Når en Ripasso er rigtig vellykket, rammer den lige i hjertekulen, og er helt sin egen. Den skal ikke spejle sig i en Amarone eller en vellavet Valpolicella, men smage som en Ripasso – en vintype midt imellem de to førnævnte vintyper. Her rammer Buglioni “bulls-eye” med deres 2016-årgang af Buglioni Ripasso Il Bugiardo 2016. Den er virkelig helt sin egen – hverken helt klassisk eller helt moderne, men et sted midt imellem, hvor en Ripasso som denne taler til mig i direkte øjenhøjde. Hverken for slank eller elegant. Ikke for vulgær og intens. Mørk rubinrød i glasset med en uimodståelig intens næse af modne kirsebær, blommer, rosin, blåbær, våd skovbund, vanilje og mørk chokolade som vælter op af glasset. I munden er den fyldig og dejlig blød med en velkomponeret krydret kirsebærsødme, god struktur og koncentration med en frisk fuldmoden syre og fløjlsbløde tanniner, der kulminerer i en detaljerig finale med flot dybde og balance. Denne Ripasso er alt andet end metervare, og er vitterlig sin helt egen. Under smagningen udvikler den sig vildt i glasset, så gi’ den en god slyngetur i karaflen, og gi’ den lov til at åbne op for sit fulde potentiale et par timer før servering. Glem alt om billig Amarone fra supermarkedet, og forkæl dig selv med denne Ripasso – det kan du kun blive glad i låget af.

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2023 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner