94 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Rødvin
Land: Italien, Toscana
Pris: 129,- pr. flaske ved 6 stk.
Forhandler: Gallovini
Æret være hans minde. Denne vin er en hyldest til Barbera-familiens nu afdøde bedstefar, hvis kælenavn var Gigino. En familie som har sat sit tydelige præg på den italienske vinproduktion gennem mere end otte årtier. Gigino 2015 er i sandhed en mindeværdig vin, og heldigvis har jeg stadigvæk et eksemplar stående på vinhylden, for den smager af mere ... Det er ikke en supertoscaner, men sin helt egen af slagsen bestående af fire forskellige druesorter, som hver især sætter sit præg på denne fænomenale vin. Der er både noget klassisk og noget nyskabende over denne toscaner, som gør den til sin helt egen af slagsen takket være den lidt specielle druesammensætning med blandt andet Petit Verdot som medspiller. Farven er dyb mørkeviolet og opleves fyldig med en cremet viskositet. I både næse og mund mødes du af en yderst veloplagt aromapalette af mørke bærfrugter som brombær, solbær og solmodne blommer samt noter af tobak, vanilje og varme behagelige krydderier. Den opleves blød og behagelig i munden med god fylde, struktur og en vis kompleksitet. Den er forholdsvis tør, men opleves dejlig frugtig og silkeblød med tilstedeværende velouragtige tanniner, som giver en god modvægt til denne frugtige kvartet, som formår at skabe en yderst mindeværdig vinoplevelse. Igennem smagningen udviklede vinen sig yderst positivt i glasset, hvilket gør at du med fordel kan lade vinen ilte en times tid før servering. Gigino 2015 er som skabt til måltider med rødt kød eller kraftige vildttretter.