"Formidabel topcuvée på tårnhøjt niveau"
95 point | ★★★★★★ (6 ud af 6 mulige)
Type: Mousserende vin
Land: Frankrig, Champagne
Pris: 375,00 kr. pr. stk.
Forhandler: Skjold Burne
Charles Mignon kan et eller andet med Champagne. Champagne er ikke bare Champagne, og med denne Grand Cru Champagne viser dette vinhus tårnhøj klasse og fransk elegance fra bedste skuffe. Comte de Marne Grand Cru Brut kommer fra to formidable Crand Cru marker, som er med til at definere denne klasse Champagne fra Charles Mignon. I glasset er den flot lys strågul og super elegant med livlige bobler, der giver denne Grand Cru en lækker cremet mousse. Den viser en fremragende åben næse med indbydende toner af æbler, ristet brød, citrus, kridt, hvidgul frugt og florale elementer, som danner et frisk og elegant klasseudtryk. Smagen viser flot stor dybde og kompleksitet med frisk tør sprødhed og stor nuancefyldt finesse. Syren er levende og supermoden, og skaber en eminent delikat druesmag med en lille diskret sødme, som til trods for dens tørhed gør den mere spiselig og indbydende for mange. Det hele opleves meget harmonisk og afbalanceret, og denne topcuvée slutter af med en mindeværdig finale med god dybde og en snert salt friskhed. Comte de Marne Grand Cru er kvalitetschampagne i første parket, og en ekspressiv elegantier af format.