Sådan laver du blomkålsgratin. En nem opskrift på gratin med blomkål, der er en klassisk ret, der samtidig er nem at variere i det uendelige.
Antal: 4
Ret: Aftensmad
Køkken: Dansk
Ingredienser
1blomkål(stor)
40gsmør
5æg
2dlsødmælk
100gparmesan(fintrevet, Vesterhavsost eller lignende ost kan også anvendes)
1,5dlgrøntsagsbouillon(kogevand fra blomkålen)
75ghvedemel
1dlrasp
1tsksalt
hvid peber
1knspmuskatnød(revet)
smør(til det ildfaste fad)
Fremgangsmåde
Forvarm ovnen til 175 grader almindelig over- og undervarme.
Smør et ildfast fad med høje sider med smør, og drys fadet med lidt rasp og ca. en fjerdedel af parmesanen.
Skyl blomkålen under koldt vand, og del den i små buketter. Bring en passende mængde vand i kog i en mellemstor gryde sammen med en bouillonterning, og salt vandet let. Kog blomkålsbuketterne møre i ca. 5 minutter eller indtil konsistensen er al dente (med bid). Gem et par deciliter af kogevandet til opbagningen.
Smelt smørret i en gryde, og rør melet ud i smørret med et piskeris.
Tilsæt mælken og 1,5 deciliter af kogevandet fra de kogte blomkålsbuketter. Bring opbagningen i kog under omrøring indtil den bliver tyk, og smag den til med salt og hvid peber.
Tag gryden af varmen og lad den køle lidt af. Imens deler du æggene i henholdsvis blommer og hvider.
Pisk æggehviderne meget stive i en røreskål med en håndmixer.
Rør æggeblommerne i den let afkølede dej - én af gangen, og vend herefter forsigtigt de stive æggehvider ned i blandingen.
Fordel ca. en tredjedel af æggeblandingen i det smurte ildfaste fad, og placer blomkålsbuketterne i fadet.
Fordel resten af æggeblandingen ovenpå blomkålsbuketterne, og drys med revet parmesan og rasp. Gratinen hæver en del under bagningen, så fadet må kun fyldes ¾ op, da fyldet ellers vil løbe ud over kanten.
Sæt det ildfaste fad ind på ovnristen på nederste ribbe i ovnen, og bag gratinen i ca. 50-55 minutter. Du må IKKE åbne ovnlågen under bagningen, da det vil få gratinen til at falde sammen.
Du kan eks. servere lidt ristet rugbrød eller andet madbrød til gratinen, og ønsker du mere tilbehør vil en grøn salat med en syrlig vinaigrette smage godt til denne klassiske og milde blomkålsgratin.