Her får du den ultimative opskrift på brunede kartofler, som med statsgaranti bliver perfekte hver gang. Tilberedt i sukker, smør og fløde.
Antal: 4
Ret: Tilbehør
Køkken: Dansk
Ingredienser
1kgkartofler(små, kogte, kolde og pillede)
150gsukker(flormelis kan også anvendes)
75gsmør
1dlpiskefløde(38%)
Fremgangsmåde
Kog kartoflerne med skræl i letsaltet vand i ca. 12-15 minutter. Brug spidsen af en kniv eller kødnål til at tjekke mørheden - kartoflerne skal kun lige akkurat slippe, da de stadigvæk skal være faste og have bid.
Hæld vandet fra de kogte kartofler, og hæld koldt vand ned i gryden, som du igen hælder fra med det samme. På denne måde reducerer du temperaturen i kartoflerne, så de ikke koger videre, men stadigvæk er lune, hvilket gør det nemmere at pille kartoflerne.
Pil kartoflerne og stil dem på køl indtil de skal bruges.
Smelt sukkeret på en pande ved middel varme - uden at røre i det med en grydeske.
Hæld kogende vand over de kolde kartofler i skålen, og lad dem trække et par minutter i vandet, så de bliver varme. Hæld vandet fra og lad kartoflerne blive tørre.
Når sukkeret er blevet gyldent og smeltet, tilsætter du smør og piskefløde, som bruser op på panden. Rør det rundt i sukkerblandingen, og hæld forsigtigt kartoflerne på panden.
Lad kartoflerne syde i den varme karamel i et par minutter, inden du vender dem rundt ved at ryste panden eller med en god gammeldags grydeske.
Lad karamellen glasere kartoflerne i ca. 5 minutter ved middel varme, inden du igen vender dem. Gentag processen et par gange indtil de har den rette farve og lagtykkelse. Hvis karamellen bliver for varm, kan du tilsætter et par spiseskefulde vand eller piskefløde.
Når kartoflerne har fået den ønskede farve, er de klar til servering, men du kan sagtens lade dem ligge på panden i yderligere 20-30 minutter ved meget svag varme, og så lige varme dem igennem når de skal serveres.
Jo længere tid kartoflerne får lov til at trække i karamellen, jo bedre bliver de (hvis jeg selv skal sige det). Det glaserede sukkerlag bliver tykkere og tykkere, jo længere tid du karamelliserer kartoflerne på panden. Farven bliver også mere nøddebrun, hvilket er tilfældet med de afbillede kartofler her i opskriften.