“Saftig tysk Spätburgunder til en overkommelig pris”
90 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Rødvin
Land: Tyskland, Rheingau
Pris: 90,00 kr. pr. stk.
Forhandler: Skjold Burne
Tyskerne markerer sig for alvor i disse år på de internationale vinscener med deres fremragende Pinot Noir-vine, som på tysk sælges under betegnelsen Spätburgunder. En ny generation af unge vinproducenter har sat sig for at matche – og på sigt overgå Bourgogne indenfor rødvine fremstillet på Pinot Noir godt hjulpet på vej af globale klimaforandringer og dygtige nye vinmagere. Der er vi dog ikke helt endnu med denne Spätburgunder fra tyske Eser, men til en pris på blot halvfemskroner synes jeg alligevel du får en ganske fornuftig entry-level Spätburgunder-oplevelse. Der venter dig en saftspændt frisk vinoplevelse med en herlig let sødme af røde bærfrugter som jordbær, hindbær og lidt solbær med et diskret letkrydret fadpræg på bagsmækken. Den opleves dejlig saftig og fyldig i munden med en frisk syrerygrad, og helt silkebløde afrundende tanniner, der guider denne Spätburgunder ud i en ligefrem letkrydret afslutning uden erindringsværdige karaktertræk. Det er ukompliceret Spätburgunder, som kan nydes i nuet som saftig meditationsvin eller som ukompliceret ledsager til lyse kødretter, pasta og familiens fredagspizza.