Torre Oria Cava Brut

“Charmerende Cava i ren frugtig stil”
93 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)

Type: Mousserende vin, Cava
Land: Spanien, Valencia
Pris: 79,95 kr. pr. stk. ved køb af 6 flasker
Forhandler: Supervin.dk

Der er liv og glade dage i glasset takket være denne charmerende Cava, som leverer en ren og frugtig mousserende vinoplevelse på komfortabel autopilot. Du kommer trygt og sikkert frem til destinationen uden turbulens og andre ubehagelige overraskelser, og sidder tilbage i sædet ganske velfornøjet med lyst til et glas mere. Det er ikke Champagne, men fremstillet efter samme principper og stedt til hvile på gærresterne i ni måneder for ekstra kompleksitet og smag. Resultatet er langt hen ad vejen noget der minder om Champagne – blot til minimum en tredjedel af prisen. Det er sød musik i mine ører, men man er jo heller ikke jyde for ingenting. Torre Oria Cava Brut er tør og rank i stilen, og viser fra starten en indbydende frisk næse af grønne æbler, ananas, citron, ristet brød og mineralske noter af knuste sten. Smagen er frugtig og sprød med en frisk syre, som opleves dejlig blød og afrundet i munden uden at være tør med tør på takket være frugten som er i centrum. Det er drikkevenlig Cava uden frankofile nykker, og et glas man kan gå til i tide og utide. Som kølig tørstslukker på terrassen. Som ledsager til sommerens salater og skaldyr. Det uhøjtidelige glas til sommerfesten eller studentergildet. Det er lige som det skal være. Charmerende Cava i en ren frugtig stil, der samtidig er til at betale uden dine lommepenge forsvinder som dug for solen.

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2023 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner