“Frugtintens rosé til lidt af det hele”
92 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Rosévin
Land: Australien, Riverland
Pris: 55,00 kr. pr. stk. ved køb af seks flasker
Forhandler: Skjold Burne
I glasset tegner der sig et sommerligt billede af en indbydende sommerrosé, hvor der er skruet gevaldigt op for frugtintensiteten. Der er sol og sommer i glasset, og man fornemmer intensiteten fra de solmodne Shiraz-druer, som har suget de mange solskinstimer til sig “down under”. Stony Creek Shiraz Rosé er et skønt glas rosévin, som befinder sig i den forholdsvis intense ende af skalaen med stor givtig frugtintensitet. Herlig ekspressiv næse med masser af solmodne hindbær, jordbær og kirsebær samt noter af lidt krydderurtebed. De frugtintense bær lægger sig som en kølig sommerdyne på tungen med silkebetræk, og opleves dejlig fyldig og letkrydret med en moden forfriskende syre, som forsøger at holde fokus på den intense frugt, inden det kulminerer i en lang afrundet finale. Der er en rigtig fin balance mellem pris og kvalitet, og jeg kan sagtens se mig selv sidde med et læskende glas på terrassen til ukompliceret sommerhygge eller som ledsager til lidt grillet fisk eller let grillmad. Det er veldrejet sydaustralsk rosé med indbygget sommerhygge.