“En portvinsoplevelse ud over det sædvanlige”
96 point | ★★★★★★ (6 ud af 6 mulige)
Type: Portvin
Land: Portugal, Douro
Pris: 99,- pr. stk. ved køb af 6 flasker
Forhandler: Gallovini
Jeg har tidligere anmeldt portvine fra Síbio, og må blankt erkende, at jeg er ret vild med deres stilart, og ikke mindst den tårnhøje drikkeglæde de leverer. At man kan fremstille en så vellavet LBV som denne, og samtidig sælge den inklusiv dansk moms for små hundrede kroner er en bedrift i sig selv. Der venter dig en portvinsoplevelse i særklasse, som byder på en intens tætpakket aromapalette af helt mørke bærfrugter med en velafstemt lækker frugtsødme, som fremstår meget harmonisk og afbalanceret til trods for de mange intense smagsindtryk. Defineret af en frisk underliggende syre og støttet af velpolerede tanniner ruller de tunge bærfrugter over tungen som fedmefuld sommervarm sirup, og kulminerer i en lækker blød finale med god længde. Síbio LBV 2013 er flydende slik for voksne med hang til store tætpakkede portvinsoplevelser, og kvalitetsmæssigt overpræsterer den langt over det forventelige i forhold til prisen. Server den let afkølet som en dessert i sig selv, eller som ledsager til oste og intense desserter med chokolade og frugt. Velbekomme.