Síbio 10 years Tawny

af Baregomad.dk
Síbio 10 years Tawny
0 kommentar
0

“Helt exceptionelt godt vinkøb”
96 point | ★★★★★★ (6 ud af 6 mulige)

Type: Portvin
Land: Portugal, Douro
Pris: 149,- pr. stk.
Forhandler: Gallovini

Du godeste er det allerede jul? Ikke endnu, men en Tawny med alder som denne skaber så sandelig julelys i øjnene hos undertegnede på en grå efterårsdag, og fremkalder associationer til juleaften, ris a la mande og julegodter. Ja, generelt bare indendørshygge, når de mørke vintermåneder melder deres ankomst. Hvad skal vi med lysterapi og vinterdepression, når vi har Síbio 10 years Tawny i glasset … Og til en pris på blot 149,00 kr. kan vi vist godt tillade os at købe et par flasker, så vi kan holde humøret højt vinteren igennem. Jeg er personlig helt pjattet med Tawny, som jeg både nyder i selskab med desserter som fx gammeldags æblekage og citronfromage, eller som en lækker dessert i sig selv let afkølet. Síbio 10 years Tawny byder på en flot lys nøddebrun farve i glasset med et changerende orangebrunligt skær, og en lækker cremet viskositet som driftsvarm motorolie. Duften er rigtig “tawny’sk” – rosiner, dadler, nødder, brombær og sød karamel står i kø for at byde sig til. Smagen er overdådig og fedmefuld med et sandt overflødighedshorn af modne mørke bærfrugter, nødder, dadler, karamel og diskrete noter af lidt revet appelsinskal og vanilje. Denne portvin er en stor blød mundfuld, og i sandhed en dessert i sig selv. Síbio 10 years Tawny er fyldig og sødmefuld, men den velintegrerede syre skaber godt modspil til den tætpakkede aromapalette så dyb som Marianergraven, og giver portvinen den fornødne friskhed og struktur. Eftersmagen er kraftig og vedholdende, og man får fuld valuta for pengene. Det er en helaftensfilm af de helt store, og yderst mindeværdig. Tak for mad!

0 kommentar
0

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.