“Himmelsk elegantier af en dessertvin”
93 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Øvrige hedvine
Land: Frankrig, Saint-Paul-de-Fenouillet
Pris: 149,95 kr. pr. stk. ved køb af 6 flasker
Forhandler: Supervin.dk
Vinrejsen går denne gang til Rivesaltes i området omkring Roussillon i det sydlige Frankrig, hvor vi skal stifte bekendtskab med denne klassiske Doux Naturel Ambré 2010, som er fremstillet på druesorten Macabeo, hvis navn for de fleste er ukendt farvand. Det gør nu heller ikke så meget, når det nu er det i flasken der tæller, og her er der absolut ingen sproglige barrierer. Dessertvin kan nemt gå hen og blive for sødt og klæbrigt, men det er ikke tilfældet med denne lyse franske dessertvin, som ganske vist er sød og fyldig, men som samtidig er elegant og flot afstemt i udtrykket. Den er hverken klistret, tung eller for sød – nærmere erotisk buttet med en dejlig tilpas fedme og velafstemt syre. I både næse og mund byder denne franske lækkerbisken på skønne aromaer af appelsinmarmelade, søde rosiner, flødekaramel, honning, tørrede frugter og lidt vanilje, som vil gøre det rigtig godt i selskab med blåskimmeloste, desserter eller blot som en elegant ravgylden kølig aperitif. Gå nye veje og erstat for en gangs skyld portvinen med Rivesaltes Ambré 2010 Mas Peyre. Magnifique.