“Pinot Noir til hr. og fru Danmark med et twist af Bourgogne”
91 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Rødvin
Land: Frankrig
Pris: 65,00 kr. pr. stk. ved køb af 6 flasker
Forhandler: Supervin.dk
Der er intet prestigiøst over denne Pinot Noir, og det er s** dejligt befriende. Det ligner, dufter og smager som Pinot Noir, og på prisskiltet står der femogtredskroner. Det er billigt, og jeg elsker når jeg kan køre ekstra langt på literen for mine lommepenge. Det er kort og godt lettilgængelig voksensaftevand i et prisleje, hvor du med god samvittighed kan nyde Pinot Noir på en ganske almindelig hverdag til lillemors frikadeller eller en omgang streaming på Netflix. Det er umiskendeligt Pinot Noir i glasset med et twist af Bourgogne og lidt californisk Pinot, hvilket gør dette glas interessant lige nu-og-her i nuét. Ikke et glas du behøver at forholde dig til, men ren og skær ukompliceret drikkeglæde. Dejlig frugtig næse af røde sommerbærfrugter og lidt våd jordet skovbund – nærmest lidt sødlig i næsen med associationer til fredags-bland-selv-slik. Smagen er forholdsvis simpel med en let fylde, men dejlig saftig og frugtig med en letkrydret palette af skovbær, jordbær og kirsebær, som nærmest vægtløs lægger sig som dug på tungen for igen at forsvinde ud i det blå understøttet af en frisk læskende syre. Drik mig, råber den! Og drikkes det skal den – til den pris kan jeg godt tillade mig at dele en flaske med lillemor. Livet er dejligt, ikke sandt.