“Pompøs klassevin af en sprudlende Riesling”
95 point | ★★★★★★ (6 ud af 6 mulige)
Type: Hvidvin
Land: Frankrig, Alsace
Pris: 299,75 kr. pr. stk.
Forhandler: Skjold Burne
Riesling på den helt store klinge i et brilliant klassefyldt udtryk med mundvandsdrivende syre og afgrundsdyb kompleksitet. Her er der virkelig tale om en stor, stor klassevin af en Riesling fra Clos St. Landelin på 40 år gamle vinstokke, hvilket afstedkommer en ekspressiv og kraftfuld vinoplevelse. Næsen viser stor mineralitet og lokker med indbydende aromaer af honning, gule æbler, citrus, mirabelle og våd flint. De kraftfulde tropiske frugter slår nærmest smut henover tungen takket være en fokuseret knivskarp syre og mineralitet, der får denne Riesling til af fremstå aldeles stram og højaromatisk. Stor klassefyldt finale med masser af dybde og knivskarp friskhed. En udsøgt fornøjelse af en stor Riesling, der blot vil vokse sig større og større med årene.