“Flot syditaliensk Zinfandel i det lunefulde hjørne”
★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Rødvin
Land: Italien, Puglia
Pris: 149,95 kr. pr. stk. ved køb af 6 flasker
Forhandler: Supervin.dk
Italienerne er hoppet med på bølgen, når det kommer til frugtintense Zinfandel-vine, da Zinfandel som brand har højere status hos forbrugerne end dens nære slægtning Primitivo. Vi skal helt ned i hælen af Støvlelandet, hvor druerne til denne flotte og kraftige rødvin er blevet fremelsket. Puglia i Syditalien er verdensmestre i potente frugtbomber, som går direkte i hjertekulen hos mange danske vinelskere, og denne Zinfandel er ingen undtagelse. Det er lidt af en kraftkarl der er i glasset på hele 16% alkohol, men alkoholen er velintegreret, og vinen fremstår blød og afbalanceret i munden med en god fylde og intensitet. Der er sol, saft og kraft for alle pengene, og det er lidt af en højpotent syditaliensk frugtbombe. Næsen er dyb og gavmild, og åbner ballet med bølger af søde kirsebær, brombær, hindbær, krydret balsamico, blommer, chokolade, blomstereng og lidt finsk lakrids. Smagen er intens og frugtig, hvor den højpotente powerfrugt ubesværet og velpoleret ruller over tungen understøttet af moden syre og rosinsøde tanniner, som får denne kraftkarl helskindet over målstregen. Eftersmagen er lang og silkeblød med god dybde, og smilet vil med garanti brede sig med en vin som denne i glasset ledsaget af en stor bøf på grillen.
Helt exceptionel god vinoplevelse
★★★★★ (5 stjerner)
Fremragende vinoplevelse
Gennemsnitlig value-for-money vin
★★★ (3 stjerner)
Under gennemsnittet
Utilfredsstillende vinoplevelse
★ (1 stjerne)
Hæld indholdet ud i vasken