Four Vines Zinfandel Biker Paso Robles 2013

af Baregomad.dk
Four Vines Central Coast Zinfandel 2013
0 kommentar
0

Helt exceptionelt godt vinkøb”
95 point | ★★★★★★ (6 ud af 6 mulige)

Type: Rødvin
Land: USA, Californien
Pris: 129,95 kr. pr. stk. ved køb af 6 flasker
Forhandler: Supervin.dk

Lige et øjeblik … Såååådan. Så er jeg oppe på stolen igen, og klar til at gå videre med denne oversøiske kraftkarl af en ZIN. Mellem os to har den lige taget mig med bukserne nede, og placeret et uventet højre uppercut i første sekund efter gongongens ringen. Lad mig slå det fast med det samme. Four Vines Zinfandel Biker Paso Robles 2013 er et brag af en californisk Zinfandel, som oser af overskud med en spinnende V8’er under hjelmen. Det er vaskeægte amerikansk Zinfandel, og et mønstereksempel på hvordan en Zinfandel skal dufte, smage og sparke benene væk under en. Denne Zin er ikke glemt i morgen, og er et særdeles godt glas til prisen. I glasset er vinen flot mørk rubinrød, og viskositeten minder om motorolien fra en driftvarm Indy500-racer. Duften er eksplosiv og byder på en forførende næse af mørke bærfrugter som brombær, hindbær, fuldmodne blommer, kirsebærsauce og masser af søde krydderier som eg, vanilje, chokolade og frisk tobak. Koncentreret, intens og omfavnende. I munden er den blød og fyldig med sødmefulde noter af rosiner og julekrydderier som nelliker og kanel. Den overdådige frugt får godt modspil af den velintegrerede friske syre og de velpolerede tanniner, som omfavner frugten på smukkeste vis og kulminerer med et lille blidt nip i finalen. Denne vin mestrer det hele, og er både elegant og intens på samme tid. Der er varme, krydderier og mørke bærfrugter en masse, som på forbilledelig vis afspejler Zinfandel-druens sande DNA uden det bliver vulgært og kvabset. Sådan!

0 kommentar
0

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.