Foccaciabrød med rosmarin og sydesalt fra Læsø

af Baregomad.dk
Foccaciabrød
0 kommentar
0

Vil du tage familien eller dine gæster med storm, så gør dig selv den tjeneste og bag dette fantastiske italienske madbrød.

Vi spiser ikke så meget brød i dagligdagen, men når der endelig skal brød på bordet, er foccaciabrødet en af vores store favoritter, som slår de frosne hvidløgsflutes fra supermarkedet med flere længder.

Det er utrolig nemt at bage, og til trods for få, enkle ingredienser, er smagen helt fænomenal.

Et italiensk madbrød

Foccacia med rosmarin og havsalt er et italiensk madbrød, som er i familie med pizzaen. I modsætning til pizzaen, anvender man foccacia brødet som tilbehør. Foccacia brødet er også noget tykkere end en traditionel pizza, men har toppingen tilfælles med pizzaen.

Foccacia er et italiensk mad- eller fladbrød, som er blevet bagt igennem århundreder. Ordet “foccacia” er en afledning af det latinske ord “focus”, som betyder “det i midten”.

Foccacia brødet blev tidligere bagt på resten af gløderne i ildstedet, og da ildstedet tit var placeret i midten af huset, fik dette skønne madbrød heraf sit navn.

Foccaciabrød

Foccaciabrød med rosmarin og sydesalt fra Læsø

Vil du tage familien eller dine gæster med storm, så gør dig selv den tjeneste og bag dette fantastiske italienske madbrød. Vi… Bagværk Foccaciabrød med rosmarin og sydesalt fra Læsø European Print opskrift
Antal personer: 8 Tidsforbrug i alt: Tilberedningstid:
Næringsindhold: 250 kalorier 20 grams fedt
Bedøm denne opskrift 5.0/5
( 4 bedømmelser )

Ingredienser

Foccacia brød

  • 500 gr. italiensk pizzamel
  • 150 gr. fuldkornshvedemel
  • 1½ spsk. salt
  • 25 gr. gær
  • ½ ltr. vand (37 grader)

Topping

  • ½ dl. god ekstra jomfruolivenolie
  • 3 fed hvidløg i skiver
  • 2 store rosmarinstilke
  • 2 spsk. sydesalt fra Læsø

Sådan gør du

Gæren smuldres ud i røremaskinens skål og vandet tilsættes.  Rør rundt indtil gæren er helt opløst. Tilsæt alle de øvrige ingredienser og ælt dejen rigtig godt - gerne 15-20 min. i laveste gear. Jo længere æltetid, jo bedre og mere elastisk brød får du, som kan bære sig selv, til trods for at dejen er meget lind. Efter endt æltning sættes dejen til hævning på et lunt sted utildækket i ca. 30 minutter. Dejen skal forblive i røreskålen. Smør den dybe bradepande med en smagsneutral olie og fordel forsigtigt foccacia dejen ud i den smurte form. Lad nu dejen hvile utildækket i yderligere 30 minutter. Opvarm olivenolien i en lille gryde sammen med rosmarin og hvidløg. Det må på intet tidspunkt koge, men skal blot lige op og simre i ½-1 minut, hvorefter gryden fjernes fra varmen. At opvarme olien et kort øjeblik trækker noget af smagen fra hvidløgene og rosmarinen ud i olien, hvilket gør toppingen ekstra lækker og smagfuld. Fordel olivenolien ud over hele dejen . Lav dybe huller i dejen med fingrene. En lille ildfast skål med ½-1 dl. vand sættes ind i bunden af den forvarmede ovn på 220° grader sammen med foccaciadejen. Foccaciabrødet bages til det er flot gyldent og sprødt. Bagetiden ligger på ca. 20-25 minutter - alt efter ovntype. Lad foccaciabrødet køle lidt af, hvorefter det er klar til servering. Drys noget sydesalt fra Læsø ovenpå brødet lige inden servering.

Yderligere kommentarer

Du kan variere toppingen i det uendelige. Prøv at toppe foccacia brødet med tynde løgskiver, krydderurter, svampe, moste sardiner og lidt tomatsauce. Foccaciabrød kan også fryses ned, så du altid lige har noget hjemmebagt madbrød ved hånden.

Foccaciabrød

0 kommentar
0

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.