“Fremragende vinkøb”
92 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Mousserende vin
Land: Italien, Lombardiet
Pris: 149,- pr. stk.
Forhandler: Gallovini
Champagne er for mange indbegrebet af mousserende vin, men heldigvis findes der mange andre spændende alternativer til disse eftertragtede bobler, som ofte leverer lige så store vinoplevelser, og hvor man kommer noget længere for sine lommepenge. Franciacorta er en af slagsen, og er italienernes svar på fransk Champagne fremstillet efter Champagne-metoden. For den almindelige forbruger skal man virkelig have styr på sin ABC indenfor vinverdenen for at kunne smage forskel på Franciacorta og Champagne – ganske som det er tilfældet med denne herlige Brùt-udgave fra Contadi Castaldi. Her kan du virkelig gøre et fremragende vinkøb, hvis du er på udkig efter Champagne-kvalitet, som både kan anvendes som en fyldig aperitif, eller agere bordherre til måltider med fisk, kylling, pasta og skaldyr. I glasset er Contadi Castaldi Brùt Franciacorta et smukt syn med sin lyse strågule farve, og et hvidligt skær. Boblerne er fine og elegante, og kilder blidt i ganen. I både næse og mund fornemmes florale elementer af kamille, urter og kørvel samt en diskret sødme af gule eksotiske frugter. Smagen er fyldig og byder på mange lag, hvor man afslutningsvis fornemmer lidt mineralitet og en veloplagt syre, som for alvor kommer til udtryk sammen med smagen af søde ladyfingers. Denne Franciacorta er ikke nogen skravlet mandagsbil, men derimod en veludstyret luksuriøs ministerbil. Komfort og velvære på flaske. Undervurderet Champagne-kvalitet på førsteklasse til prisen på økonomiklasse. What’s not to like?