“Fremragende vinkøb”
92 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Rødvin
Land: Italien, Piemonte
Pris: 90,00 kr. pr. stk.
Forhandler: Skjold Burne
Flot, frisk og finesserig elegantier af en velkomponeret Barbera d’Asti. Druesorten Barbera er blandt de mest udbredte druesorter i Italien, og må ofte lægge navn til karakterløse vine fra landets mange kooperativer. Det forholder sig dog helt anderledes med denne elegante Barbera d’Asti fra Batasiolo, som virkelig leverer en helstøbt og delikat vinoplevelse til under hundrende kroner. I glasset er Beni di Batasiolo Barbera d’Asti 2015 flot mørk rubinrød, og byder på en letdansende viskositet. Duften er frugtig og voluminøs og byder på en raffineret palette af mørke bærfrugter som kirsebær, brombær og blommer samt lidt friskhakket tobak. Smagen er frugtig og landlig med gavmilde mængder af mørke bærfrugter og en diskret sødme, som får modspil fra den friske syre, som gør vinen balanceret og harmonisk. Der fornemmes et let fadpræg i afslutningen med letkrydrede noter. Vinen opleves tør og medium fyldig med god struktur og silkebløde tanniner, som kulminerer i finalen sammen med den intense frugt. Nyd denne Barbera d’Asti let afkølet i selskab med italiensk fastfood som pizza, risotto, pasta eller en god rød bøf fra slagteren, hvor det er maden der skal dominere, og vinen blot skal komplimentere måltidet. Beni di Batasiolo Barbera d’Asti 2015 er en mindeværdig vin, som til prisen gør det rigtig godt.