“Fremragende vinkøb”
94 point | ★★★★★ (5 ud af 6 mulige)
Type: Mousserende vin
Land: Italien, Lombardiet
Pris: 199,- pr. stk.
Forhandler: Gallovini
Italienske bobler på højt Champagne-niveau og med stålsat personlighed. Det er Bellavista Alma Gran Cuvée Brut Franciacorta, som tilhører den absolutte elite indenfor mousserende vine fra Italien. Med denne Franciacorta i glasset får du virkelig mulighed for at opleve noget af det ypperste indenfor Franciacorta, hvis niveau nemt kan tage kampen op med velrenommerede Champagne-huse. I glasset byder Alma Gran Cuvée Brut Franciacorta på en flot lys strågul farve med et changerende lysegrønt skær. Boblerne er delikate og elegante, og føles dejlige livlige på tungen. Duften er frisk og let mineralsk, og man fornemmer moden pære, smørristet brød, hasselnødder, våd skifer samt diskrete noter af vanilje og citrus i næsen. Frugten er kølig og velpoleret, og opleves frisk og indbydende i munden med en behagelig mousse. Smagen er afdæmpet, tør og let mineralsk med medium fylde og en levende syrerygrad, der gør den samlede smagsoplevelse harmonisk og helstøbt. Med Alma Gran Cuvée Brut får du virkelig mulighed for at opleve Franciacorta på første klasse, men til prisen af økonomiklasse i Champagne. Et fremragende vinkøb, som med ynde og elegance nemt kan stå distancen med de store fra Champagne. En stor perle fra Franciacorta i Lombardiet, som du absolut ikke bør snyde dig selv for, hvis du er til dekadente mousserende vine af den helt store skuffe.